Aprilsnar i hjemmeskolen

posted in: Lærerliv | 0

Min kollega og jeg har i dag sendt denne aprilsnar til vores elever. Den er til fri afbenyttelse, hvis du også vil drive lidt gæk med dine elever. Jeg kan allerede nu se, hvordan eleverne går i cirkler i haven eller vandrer op og ned ad gangen 🃏
Vi har selvfølgelig informeret forældrene.

Jeg har fremhævet det, der lige skal rettes til, inden den sendes. Har du ideer til en aprilsnar, kan du skrive den i kommentaren – så sætter jeg den ind i dette opslag.

Kære (klasse)

Vi skriver til jer, fordi I skal have en ny SKAL opgave. Vi har nemlig lige fået en besked fra (skolelederen). (Skolelederen) er blevet pålagt af Undervisningsministeriet at sikre, at børnene i folkeskolen bevæger sig mindst 45 minutter hver dag, som I også skal gøre det, hvis I gik i skole, som vi plejer. Undervisningsministeriet er bekymrede over, at børnene bevæger sig for lidt, mens de er hjemme. Derfor skal børn i den danske folkeskole, som noget nyt, gå mindst 15.000 skridt hver dag. Undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil holder et pressemøde i aften, men vi har allerede fået beskeden nu, så vi hurtigt kan indføre det og give beskeden videre til jer. Dette nye tiltag gælder fra i morgen, men I kan allerede i dag begynde at øve jer.

(Klasselærerne) har fået at vide, at vi skal holde øje med, at I går de skridt, I skal hver dag. Derfor skal I enten bruge jeres telefon til at tælle skridtene eller en skridttæller. Tjek allerede i dag, om jeres telefon kan tælle de skridt, I tager.

Mens I tager jeres daglige skridt, skal I stadig huske, at I ikke må gå ud. Derfor skal I tage skridtene derhjemme eller i haven. I må selvfølgelig også gerne hoppe, løbe og lignende. Derefter skal I hver aften sende et billede af jeres skridttæller til (klasselærerne), så vi kan føre tilsyn med jeres skridt.

Går I ikke de skridt I skal, har vi fået at vide, at I skal gå dem på et andet tidspunkt. Det kan for eksempel være i en weekend eller de første dage i sommerferien. (Klasselærerne) har ikke lyst til at arbejde i weekenden eller sommerferien, så vi håber rigtig meget, at I vil hjælpe os med dette og gå jeres skridt hver dag.

Vi har også sendt denne besked til jeres forældre, så hvis I er i tvivl, kan I bede dem tjekke deres mail.

Det blev langt det her…

En kort opsummering – SKAL opgaven består I:

  • Gå 15.000 skridt hver dag – KUN hjemme eller eventuelt i haven
  • Send et billede af det antal skridt I har taget til (klasselærerne) hver dag
  • Dette gælder fra i morgen, men I kan øve jer allerede nu

Vi håber I har det godt 🙂

Venlig hilsen (klasselærerne)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.