Begynderundervisning i madkundskab – sådan gør jeg

Jeg skal starte et nyt hold op i madkundskab i år. Jeg synes altid den første gang er lidt nervepirrende. Når vi det hele? Kommer alle eleverne i mål med madlavningen? Forstår de overhovedet, hvad jeg mener?

I år har jeg forsøgt at skabe en meget tydelig struktur – både i mine opskrifter og i selve undervisningen generelt. Et skolekøkken kan være et meget støjende og kaotisk lokale at befinde sig i. Derfor har jeg helt fra starten skabt en struktur.

Jeg synes min undervisning i madkundskab fungerer bedst, hvis eleverne ved, hvad de skal og føler sig trygge i lokalet. Derfor er der mange skilte i mit skolekøkken – så slipper jeg også for, at eleverne hele tiden spørger mig.

Jeg har lavet en “opskrift” for, hvordan undervisningen forløber. På den måde kan eleverne skabe sig et overblik over, hvad de skal hvornår. Denne kan eleverne kigge på senere, hvis de bliver i tvivl om, hvad de eksempelvis skal lave, når de har spist.

thumbnail of Sådan foregår madkundskabsundervisningen

Derudover har jeg også nogle regler i skolekøkkenet, som jeg vil have, at eleverne overholder. Jeg plejer at sige, at den nederste regel er den vigtigste. Man skal hygge sig, når man har madkundskab.

thumbnail of Regler i madkundskab

Inden vi går i gang med at lave mad gennemgår vi også, hvordan man vasker op. Eleverne får udleveret et ark, de kan kigge på senere, hvis de bliver i tvivl.

thumbnail of Sådan vasker du op i hånden

Jeg har også hængt vejledningen op i lokalet i A3 størrelse, så de også kan kigge på den. Jeg lægger et meget start fokus på, at vi skal aflevere køkkenet, som vi gerne selv vil modtage det.

thumbnail of Sådan vasker du op i hånden plakat

Inden eleverne går i gang med at lave mad, får de også en lille opgave til komfuret. Jeg synes det er vigtigt, at de for eksempel lærer, hvad “middel varme” er.

thumbnail of Sådan bruger du et komfur

Opskrifterne indeholder mange billeder, så eleverne er trygge ved, hvad de skal. En opskrift kan være svær at tyde, så derfor har jeg understøttet processerne med billeder. Det hjælper også de elever, der er læseudfordrede. Jeg starter altid ud med koldskål. Og hvis jeg skal have årsplanen til at passe, laver vi også frugtsalat.

Inden eleverne går i gang, remser jeg en masse køkkenredskaber op, som de så skal finde. Det kan for eksempel være spiseskemål, litermål, spatel osv.

thumbnail of Koldskål med frisk frugt og sprødt knas

 

thumbnail of Frugtsalat med råcreme og hakket chokolade

I starten får eleverne en tjekliste de skal gå igennem, mens de gør rent. På denne måde kan de nemmere overskue, hvad de skal lave. Når jeg kommer hen og tjekker deres køkken gennemgår jeg også tjeklisten. I begyndelsen er jeg altid ekstra opmærksom, så eleverne helt fra starten af lærer at efterlade køkkenet, som de gerne selv vil modtage det.

thumbnail of Køkkentjekliste

 

8 Responses

  1. Stine

    Hej Nina
    TAK.
    Jeg starter op både som ny lærer og som underviser af madkundskab med 3 hold efter sommerferien, og du har lige givet mig den bedste opstart og gode fif til struktur. Så dejligt. – Og rigtig god plan med en masse kaffe.. 🙂
    Bedste hilsner Stine

    • Nina

      Hej Stine

      Mange tak for dine søde ord. Jeg er rigtig glad for at jeg kan hjælpe en anden lærer. Jeg håber, du bliver rigtig glad for at undervise i madkundskab. Det er (efter min mening) det BEDSTE og VIGTIGSTE fag i folkeskolen – okay et af dem måske…
      Hvis du har spørgsmål eller andet, må du gerne skrive til mig. Så kan jeg se, om jeg kan svare 🙂

      God sommerferien.

      Hilsen Nina

  2. Majken

    Hej Nina,

    Flotte og grundige opskrifter 🙂
    Hvor mange personer er opskrifterne til?

    Venlig hilsen
    Majken

    • Nina

      Hej Majken

      Tak for dine søde ord om mine opskrifter. Jeg er glad for, at de kan bruges.
      Opskrifterne er beregnet til to elever i madkundskab.

      Hilsen Nina

      • Ditte

        Hej Nina,

        Tak for en super fin og overskuelig intro til første lektion i faget (er ny lærer og har ikke madkundskab som linjefag).
        Skal din kommentar ovenfor forståes sådan, at selvom eleverne arbejder 4 sammen ifølge opskriften, er der kun til to portioner?

        Dbh Ditte

        • Nina Andersen

          Hej Ditte
          Jeg er rigtig glad for at mine materialer kan hjælpe andre lærere.
          I opskriften på koldskål, står arbejdsfordelingen på første side. Opskriften på frugtsalat laver eleverne sammen to og to, så en gruppe med fire elever får to portioner frugtsalat.
          Venlig hilsen Nina

  3. Hatice Sert

    Hej Nina
    Jeg er ny madkundskabslærer og er så heldig at være stødt på din hjemmeside, tusind tak for hjælp til struktur 🙂
    Har du dokumenterne i word, så man kan tilpasse siderne til ens egne lokaler og elever?
    Vh. Hatice

    • Nina Andersen

      Hej Hatice
      Tak for din kommentar og dit spørgsmål. Jeg er rigtig glad for, at mine materialer kan være til gavn for andre.
      Jeg deler desværre ikke worddokumenterne, men du skal være velkommen til at klippe og kopiere i det du kan bruge.
      Venlig hilsen Nina

Skriv et svar til Stine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.